Skulptur

En skulptur er en 3d figur, hvor den kan opleves fra alle sider og vinkler. Ting eksisterer som skulpturer i mødet med betragteren – og dennes oplevelse (Grathwol, s. 10). En skulptur er i kraft af sit materiale og dets udstrækning i rummet først og fremmest en ting (et objekt).

 

Grethe Grathwol – Om skulptur

Inden børn starter i skole og begynder at lære gennem verbalsproget, er det i høj grad gennem sansninger og iagttagelser at de erkender. De lærer sig gennem disse sansninger og iagttagelser, at skelne og relatere, samt at fastholde erkendelsesmåden og til at videreudvikle den, eller gøre det bevidst for barnet (Grathwol, s. 8).

Grathwol er af den overbevisning, at man som lærer først skal sikre børnenes opmærksomhed over for omgivelserne, inden man på en meningsfuld måde kan indlade sig på beskrivelse af skulptur sammen med børn. Her kan man som klasse gå ud og se sig omkring og registrere forskellige kvaliteter ved omgivelserne – sansemæssigt. Her kan eleverne øve sig i at rapportere det observerede (Grathwol, s. 8), og på den måde lærer de at betegne deres registreringer af de fysiske omgivelser, og hermed har de allerede det fundamentale vokabular for beskrivelse af skulptur (Grathwol, s. 9).

Grathwol skriver, at hvis hun skal give børnene en indfaldsvinkel til skulptur, så vil hun hellere end at give sig i kast med beskrivelse af skulpturer på kunstmuseerne, beskæftige sig med beskrivelser af helt almindelig ting sammen med børnene. Her beskriver hun et eksempel med et skærebræt: ”Jeg har et tykt skærebræt i køkkenet. Når det ligger fladt på bordet, er det en noget lav blok, men rejser jeg det op, får det en ny funktion i forhold til rummet. – Det bliver en væg, og man får allerede lyst til at bevæge sig omkring den, som man bevæger sig omkring en skulptur for at lære den at kende og for at opleve den. – Nu bliver man også opmærksom på, hvad lyset betyder for oplevelsen. Den ene side virker lidt anderledes end den anden, allerede fordi lyset falder forskelligt på de to vægsider” (Grathwol, s. 10). Ud fra ovenstående kan man dermed beskrive daglige ting sammen med børnene og demonstrere deres forhold til rummet.

 

Skulptørens arbejdsmetoder:

Modellering: Ler, sand

Hugning: Sten, træ

Sammenføjning: Her sættes forskellige materialer sammen,

fx vat og beton. Når materialer som disse sættes sammen,

giver det en form for lethed og tyngde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skulpturens titel er afgørende for, om en skulptur er referende eller ikke referende.

 

Skulpturelementer:

Volumen:

Hvor meget fylder skulpturen ud i rummet?

Massivitet og hulhed:

Er et udtryk i skulpturen – fx en sten kan have en stor tyngde, fordi det er et tungt og massivt materiale

Lys/ skygge:

Her er der forskellige former for betegnelser for lys og skygge – egenskygge, slagskygge (se ved tegning det er de samme – æble i portfolio)

Materialeegenskaber (farve, tekstur):

Træ, sten, beton, er den rug eller glat osv.

Overfladestrukturering, formede forløb, taktil tiltrækningskraft:

Hvordan er figuren behandlet?, hvordan mærkes figuren? Materialeegenskaber og overfladestrukturering hænger meget sammen.

Mødet med understøttelsesfladen:

Lille eller stor understøttelsesflade, får det skulpturen til at virke let eller tung?

Simple organiseringer:

Står den?, hænger den?

Skulpturens akse:

Lodret, vandret, diagonalt, horisontalt?

Rytme

Placering