4. Års praktik
Oktober-november, 2015
Jeg var i min fjerdeårs praktik på Rosendalskolen i Hobro, hvor jeg havde en klasse på skolens ADHD afdeling. Klassen bestod af 5 drenge og 2 piger og jeg havde derfor i alt 7 elever, i alderen 13-14 år. Eleverne havde ikke haft billedkunst på skemaet de sidste mange år, og jeg fik derfor lov til, at køre et billedkunstforløb i de første 4 uger, hvor jeg fik alle 9 timer om ugen. Jeg blev enig med klassens to lærere om, at jeg skulle køre et tegne og farvekridt forløb, samt et forløb om farvelære. De sidste tre uger af praktikken arbejdede vi med filmproduktion i dansk, hvilket ikke vil blive præsenteret i denne portfolio.
Nedenunder har jeg opstillet mål for de forskellige forløb: tegning, farvekridt og farvelære. Jeg har endvidere opstillet punkter for elevernes læring, for at gøre det tydeligt, hvad eleverne har lært ved de forskellige forløb. Til sidst har jeg skrevet mine refleksioner over praktikken: hvad har været godt og skidt, hvad har været udfordrende osv. Nederst på siden er der en video, hvor elevernes produktioner vises, samt små filmklip fra praktikken.
Tegning
Forenklede Fælles Mål
Tegning og grafik
Færdighedsmål
Eleven kan tegne ud fra ideer og oplevelser
Vidensmål
Eleven har viden om tegneredskabers udtryksmuligheder
Færdighedsmål
Eleven kan tegne helheder og detaljer ud fra iagttagelser
Vidensmål
Eleven har viden om iagttagelses- og tegnemetoder
Færdighedsmål
Eleven kan tilføre tegninger stemning med lys og skygge
Vidensmål
Eleven har viden om tegneteknikker til at udtrykke lys, skygge og dybde i billeder
Egne mål for undervisningen
Eleverne skal lære at arbejde med tegningens grundelementer tone, streg og mellemrum.
Herunder skal de forstå brugen af en blyant som tegneredskab. De skal lære at lave iagttagelsestegninger med brug af lys og skygge. De skal opnå kendskab til streger, og hvad streger kan udtrykke (blød, hård, zigzag, osv.)
Eleverne skal forstå at tegninger består af mellemrum.
Evaluering
Formativ evaluering i form af samtaler på klassen.
Farvekridt
Forenklede Fælles Mål
Tegning og grafik
Færdighedsmål
Eleven kan tegne ud fra ideer og oplevelser
Vidensmål
Eleven har viden om tegneredskabers udtryksmuligheder
Færdighedsmål
Eleven kan udtrykke sig grafisk med våde og tørre farver
Vidensmål
Eleven har viden om grafiske tegne- og trykmetoder
Egne mål for undervisningen
Eleverne skal lære at arbejde med farvekridt som tegneredskab og opnå viden om tegneredskabets udtryksmuligheder igennem udarbejdelse af en foldebog. De skal efterfølgende bruge denne viden til at udarbejde et ”fjollebillede”.
Evaluering
Formativ evaluering i form af samtaler på klassen.
Farvelære
Forenklede Fælles Mål
Maleri og collage
Færdighedsmål
Eleven kan male ud fra ideer og oplevelser
Vidensmål
Eleven har viden om primær- og sekundærfarver
Færdighedsmål
Eleven kan anvende farvernes virkemidler til at skabe en bestemt stemning
Vidensmål
Eleven har viden om farvelære
Egne mål for undervisningen
Eleverne skal arbejde med Ittens farvecirkel, hvor de skal opnå viden om primær, sekundær og tertiærfarver. De skal ud fra deres viden om farvelære, producere deres egen farvecirkel.
De skal endvidere opnå viden om farveblanding, dette igennem produktion af blandingsøvelse.
Evaluering
Formativ evaluering i form af samtaler på klassen.
Mål for undervisningen
Elevernes læring
Tegning
-
Eleverne har lært at arbejde med tegningens grundelementer:
Tone, streg og mellemrum
-
Eleverne har lært at forstå samspillet mellem mellemrum og former
-
Eleverne har opnået viden om forskellige stregers betydning
-
Eleverne har lært at bruge tone, til at vise gråheden mellem sort og hvid
Farvekridt
-
Eleverne har lært at tegne/male/farve et billede, ved brug af våde og tørre farver
-
Eleverne har fået forståelse for farvekridtets forskellige udtryksformer, igennem arbejdet med foldebøger
Farvelære
-
Eleverne har opnået viden om farvelære og Ittens farvecirkel
-
Eleverne har lært at blande farver, ved brug af deres viden om farvelære
-
Eleverne har lært at male et billede i forskellige lag
Refleksioner over praktikken
Hvis jeg skal gøre mig nogle refleksioner over praktikken, så har det alt i alt været nogle fantastiske forløb, hvor eleverne har fået rykket nogle grænser og fået en masse succesoplevelser. Det er utrolig ærgerligt, at eleverne ikke har billedkunst på deres skema, da jeg ud fra mine observationer og samtaler med lærerne, har oplevet hvilken positiv effekt det har haft på dem, at arbejde kreativt.
-
Deres koncentrationsevne blev kraftigt forbedret, i forhold til hvad lærerne normalt oplever, og de har virkelig forstået at fordybe sig i arbejdet med de forskellige produktioner. Derudover deltog alle elever, selv dem som normalt har svært ved undervisningen og som tit sidder over. Netop disse elever har fået utrolig meget ud af forløbene, da de oplevede at være gode til noget og at kunne deltage på lige fod med de andre.
-
Når man er på en specialafdeling med ADHD børn, så kan det godt lyde nemt, at der kun er syv elever man skal tage sig af. Men disse syv elever er på hvert deres niveau, som kan spænde meget bredt (det laveste niveau i klassen var 1. klasses niveau) . Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at undervisningsdifferentiering er utrolig vigtigt, når man har en klasse som denne. Derudover er man også nødt til at have en plan b og c klar, hvis noget skulle tage en uventet drejning. Jeg havde derfor sørget for, hele tiden at have små ekstraopgaver klar til dem, som enten blev før færdig, eller som ikke kunne klare at være med til de produktioner, som var min plan a.
-
Et af de dilemmaer jeg stod overfor i min praktik var, at holde elevernes koncentration og interesse, når der blev præsenteret et nyt forløb og holdt teoretisk oplæg fra min side af. Jeg havde til hvert emne udarbejdet et powerpoint med billeder og videoer, for hele tiden at gøre det faglige visuelt og spændende for eleverne. Det var dog stadig svært for dem, at sidde stille og lytte, men jeg nægtede at gå ned på et lavere fagligt niveau, da det for mig var vigtigt, at de stadigvæk fik den teoretiske viden bag de forskellige produktioner vi skulle lave. Derfor lagde jeg fem minutters pause for hvert kvarter, hvor vi løb små turer udenfor. Det fungerede rigtig godt, selvom der gik noget mere tid end forventet, men jeg er glad for at jeg holdte fast og gennemførte det jeg havde planlagt, selvom mine praktiklærer var meget skeptiske. Jeg fik dog også meget ros, da de kunne se hvor meget eleverne egentligt havde lært, selvom det havde taget ekstra tid. Så selvom det er en specialklasse, skal man ikke gå ned på det faglige, det kræver som sagt bare mere tid og større opfindsomhed fra lærerens side af.
For noget tid siden var vi på et tegnekursus med billedkunstholdet, hvor vi blev præsenteret for en tilgang til tegning, som jeg ikke selv har arbejdet med før. Her lagde underviseren meget vægt på, at tegning ikke nødvendigvis behøver ligne noget og, at det er en god ide at arbejde med det abstrakte, for her kan alle elever være med. Det var netop denne tilgang jeg valgte at tage udgangspunkt i, da jeg skulle planlægge et forløb om tegning til praktikken. Jeg syntes det virkede som en rigtig god måde at gribe forløbet an, da jeg jo vidste, at eleverne ikke havde arbejdet med tegning før.
-
Jeg oplevede dog, at det abstrakte var meget svært for eleverne, da børn med ADHD, har et stort behov for, at ting skal ligne noget
-
Stokketegningen var derfor svær for dem og iagttagelsestegningen af et æble var rigtig god.
-
En anden ting de havde svært ved var, da de skulle lave deres fjollebillede. En af de ting som ADHD børn også har svært ved er, at være fantasifulde. De havde derfor problemer med at finde på fjollede ting og ville igen gerne holde sig til ting som lignede noget, fx en hest, en stjerne, en firkant osv. Men med lidt hjælp, fik vi gjort deres billeder lidt fjollede og det endte med at blive nogle gode produktioner alligevel.
Det var nogle reflektioner over min praktik, hvor jeg helt sikkert har stået overfor nogle udfordringer, men samtidig set eleverne gennemgå en stor udvikling, på trods af den korte tid. Jeg vil til sidst sige, at det har været en utrolig givende oplevelse at arbejde med disse børn, hvor jeg har lært mange nye sider af mig selv at kende.



Film om min praktik