top of page

Maleri

September, 2015

Et maleri er et billede udarbejdet ved at en flade påføres farvede pigmenter. Maleri er en af de mest benyttede kunstformer gennem tiderne og betegnes malerkunst. Malerkunsten er langt ældre end fx skrivekunsten, da mennesket startede med at male, før de startede med at skrive. Dette kan vi netop se ved hulekunsten fra den såkaldte madeleinetid, med dens dyrebilleder. Derudover findes der hos ægypterne og babylonierne også malerier, som omridstegninger udfyldt med unuancerede "hele" farver. I det 5. århundrede begyndte man at arbejde med lys og skygge (wikipedia.dk)

 

 

 

 

Maleri-øvelse

Gå sammen to og to og tag et stykke godt kraftigt papir. Vælg 3 farver og  a) sprøjt b) mal med svamp c) pensel d) hænder – en eller 2 af måderne på   papiret - gør det i 3 lag! Bestem derefter en titel til maleriet.

Billede 1

Billede 2

Billede 3

Inden produktionen

Inden produktionen af maleri-øvelsen, skulle vi som sagt gå sammen to og to, hvor jeg gik sammen med Lotte fra holdet. Herefter fandt vi et stykke kraftigt papir. Det er vigtigt at man bruger noget kraftigt papir når man skal male med akryl, da papiret ellers vil begynde at bukke og krølle sammen, når det bliver vådt af malingen.  

Derudover skulle vi vælge tre farver, som vi ville have med på vores maleri. Her valgte vi farverne blå, grøn og orange. Til sidst skulle vi finde tre redskaber, som vi ville bruge til at påføre malingen med. Her valgte vi en svamp, en pensel og en spartel. 

Under produktionen

Maleriet skulle som sagt males i tre lag. Derfor delte vi det ud, så vi skiftedes til at male et lag, med en farve og et bestemt redskab og sluttede af med at male det sidste lag sammen. Lotte startede med at bruge den blå farve og en svamp (se billede 1). Herefter var det min tur, hvor jeg valgte den grønne farve og en pensel, som jeg brugte til at kaste malingen på med (se billede 2). Til sidst brugte vi den orange farve, som vi malede på med en spartel (se billede 3). 

Efter produktionen

Da vi var færdige med produktionen af vores maleri, skulle vi navngive det og præsentere det for resten af klassen. 

Vi navngav vores maleri Ønskeøen, da vi syntes det havde et lille strejf af noget eventyrligt. Derudover kunne den blå grundfarve godt ligne omridset af en ø. Der indgår tre egenkontraster i maleriet, samt kvalitetskontrast i form af den blå farve. Der er både geometriske og organiske former, horisontale og vertikale linjer. Af primærfarve har vi brugt den blå, hvor den grønne og orange er sekundærfarver. Den blå er hirakisk, da det er den mest dominerende farve i billedet. 

Perspektivering til kunsten

Denne maleri-opgave kan med fordel perspektiveres til den abstrakte kunst, altså malerkunst som ikke forestiller eller efterligner genstande. Den abstrakte kunst benytter altså ikke formerne og farverne til at repræsentere noget bestemt ved at ligne dette, men lader dem træde frem i deres egen ret. Billederne kan dog stadig knyttes til betydninger og forestillinger – men netop på et mere abstrakt plan. Den abstrakte kunst bliver i dag primært brugt om nonfigurativ kunst. 

I begyndelsen af det 20. århundrede blev betegnelsen brugt mere bredt, nemlig om den kunst som abstraherede fra detaljer i virkeligheden eller forvrængede den, fx kubismen. Og den nonfigurative kunst begyndte da også hos fx Piet Mondrian som en decideret abstraktion fra et konkret motiv (wikipedia.dk). 

Derfor kan man også perspektivere til Piet Mondrian og nogle af hans værker. 

 

Didaktiske muligheder ved forløbet

I et undervisninsforløb med maleri, vil en opgave som denne være en rigtig god opstartsøvelse for eleverne, da den er med til at give en god forståelse for, hvad der sker, når man maler med flere farver ovenpå hinanden, i flere lag. 

Som en relevant supplering, kan denne opgave med fordel bygge videre på blandingsøvelsen, præsenteret på forrige side, under "blandingsøvelse", hvor eleverne blev præsenteret for Johannes Ittens farvecirkel og lavede en blandingsøvelse/farvepalet. Med udgangspunkt i elevernes baggrundsviden om farveblandinger, skal de nu lave deres maleriøvelse, hvor de ligeledes skal gå sammen to og to. Her skal de vælge tre forskellige farver, som de skal bruge i deres maleri. Endvidere skal de vælge tre redskaber, et redskab til hvert lag maling. 

Til sidst skal eleverne præsenterer deres maleri for resten af klassen, hvor de karakterisere deres billede: Titel på maleriet? Hvilke former kan ses? Hvilke farver er der brugt? Hvordan fungere de sammen? osv.

 

 

Maleri-øvelse i praktikken

Opgaven

Denne opgave blev lavet i min fjerdeårs praktik, i forlængelse af et forløb om farvelære. Opgaven gik ud på, at eleverne skulle vælge tre farver, som skulle enten: a) sprøjtes b) males med svamp c) pensel d) hænder – på papiret. Dette skulle de gøre i tre lag. 

Under produktionen

Da eleverne skulle igang med deres produktion, startede de med at vælge en farve og et redskab, som de malede første lag med. Herefter valgte de en ny farve og et nyt redskab, som de malede andet lag med og til sidst påførte de det tredje lag. En af eleverne brugte den sorte maling som sit tredje lag, hvortil han sagde: "Jeg skulle have brugt den sorte farve i det første lag, for nu dækker den jo de andre farver jeg havde nedunder." Han gjorde sig dermed nogle tanker om, hvilke farver der fungere sammen og hvilken betydning det har, at man maler i lag. 

Før produktionen

Inden elevernes produktion af maleri-øvelsen, fik de udleveret noget tykt Fabriano Accademia Tegnepapir 200 gsm. På dette skulle de lave deres maleri. De fik endvidere udleveret noget maling, hvoraf de skulle vælge tre farver, som de ville arbejde med. Til sidst blev de præsenteret for forskellige redskaber, som de skulle bruge til at påføre malingen med. 

Efter produktionen

Da eleverne var færdige med deres maleri-øvelse, havde vi en fælles snak på klassen om, hvilke billeder de havde fået malet og hvilken betydning det havde, at de blev malet i flere lag. Derudover havde vi lidt sjov med at snakke om, hvad de forskellige billeder kunne forestille. Herefter blev billederne lagt til tørre. Efterfølgende blev de limet op på sort karton og hængt til udstilling. 

Portfolio Maria Holme

​​© Copyright 2023 Clothing Online. Proudly created with Wix.com

bottom of page